Rundt om det meste med C.F. Møllers bæredygtighedschef

Et besøg hos arkitekt og bæredygtighedschef Rob Marsh fra C.F. Møller Architects i tegnestuens lokaler i Hillerødgade på Nørrebro i København kommer vidt omkring.

5. februar 2024

Han begynder selv med WoodHub – tegnestuens eget projekt  – og kalder kontorhuset i Odense for et banebrydende stykke pionerarbejde, der takket være Bygningsstyrelsens visioner for statsligt byggeri sætter nye standarder. Bygningsstyrelsen er bygherre på WoodHub.

Klare krav fra styrelsen

–Da vi som arkitekter var med til at afgive tilbud på kontorhuset, fornemmede vi klart, at det byggeri blev et fyrtårn for træbyggeri i Danmark. Kravet fra styrelsen var ikke til at misforstå: Den bærende konstruktion skulle være af træ. Opgaven tiltalte både os og totalentreprenøren NCC, så vi gik i gang med en opgave, hvor ambitionerne fra bygherre var både tydelige og ambitiøse, siger Rob Marsh.

Han viser tegninger frem, peger på små modeller, gennemgår en række cirkulære materialer, tegner lidt på et stykke papir, og man får en sikker fornemmelse af den ballast, det giver at arbejde 30 år med bæredygtighed. Undervejs har Rob Marsh blandt andet været forbi SBI (Statens Byggeforskningsinstitut, som i dag hedder BUILD og har hjemme på Aalborg Universitet).

To afgrænsede kategorier

–Træbyggeri i Danmark kan du groft sagt dele op i to kategorier. Det tætte med lave huse på to eller tre etager, meget ofte elementbyggeri. Så har vi træbyggeri i større skala, dvs. kontorbyggeri og deciderede boligblokke på syv og otte etager. Her på tegnestuen har vi haft særligt fokus på det højere byggeri, når vi taler om træ, og tendensen er klar: Træbyggeri i Danmark bliver højere og højere, vurderer Rob Marsh.

Som bæredygtighedschef arbejder han på et utal af fronter – ofte fra start til slut.

–På WoodHub var jeg med, da vi helt fra begyndelsen fandt sammen med entreprenøren (NCC). Faktisk havde vi været i gang et år, før selve konkurrencen om kontorhuset i Odense blev udskrevet. Men meget af mit arbejde er ikke synligt for ret mange. Fx fylder arbejdet med certificeringer, bl.a. DGNB, meget. Flere og flere bygherrer udviser jo højere og højere ambitioner på de områder, som DGNB drejer sig om, og vi skal som arkitektvirksomhed evne at opfange de signaler så tidligt som muligt i de forskellige forløb.

–I det hele taget spiller dialog med bygherre en afgørende rolle, og dialogen omfatter bl.a. de forskellige leverandørers rolle. Som udgangspunkt må vi blot konstatere, at antallet af leverandører er begrænset, når det drejer sig om specielle bygninger med unikke løsninger, fortæller Rob Marsh.

Mere træ år for år

Kampen om selve materialevalget i byggeriet står fortsat mellem træ og beton, men Rob Marsh fornemmer tydelige fremgange for træbyggeri i Danmark.

–Tallene viser, at omfanget af træbyggeri vokser år for år. For blot fem år siden blev der knap nok talt om træbyggeri. I dag er det helt anderledes, og Bygningsstyrelsens initiativ med WoodHub er jo nærmest et officielt initiativ, der skubber træbyggeri fremad. Initiativet viser også, at træbyggeri i stor skala er vejen frem, og Bygningsstyrelsens store kontaktflade til den offentlige sektor – kommuner, regioner og universiteter fx – betyder, at adskillige bygherrer får øjnene op for, at man kan bygge anderledes. Så på den front er styrelsen et lokomotiv, fastslår bæredygtighedschefen.

Han henviser til klimakravene, når han begrunder, hvorfor træ er det rigtige byggemateriale.

Klimaaftryk og kvalitet

–Det kræver meget store mængder energi at fremstille beton, men bygger du i træ, reducerer du uden videre klimaaftrykket med 30 pct., og de forskellige målsætninger på klimaområdet kræver både omstilling og et meget mindre CO₂-udslip.

Rob Marsh understreger, at træets mange kvaliteter også folder sig ud på mere uhåndgribelige fronter.

–Synligt træ gør et eller andet ved brugerne af et træhus, uanset om vi taler beboelse eller kontor. Der er helt enkelt meget rart at opholde sig i et træhus, og de gode vibrationer indfinder sig jo allerede, når håndværkerne arbejder med træet i bygningen. Fra norske undersøgelser ved vi desuden, at sygefraværet hos træbyggeriets håndværkere er 30 pct. lavere end hos håndværkere i betonbyggerier. Når jeg selv besøger et nybyggeri, fx WoodHub, koger jeg det hele ned til, at der dufter fantastisk i et træbyggeri, lyder det fra bæredygtighedschefen i C.F. Møller Architects.

LÆS MERE:


WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser. 

Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i første halvdel af 2025.


Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen  / NXT