Rejsegilde på Lerchesgade hylder håndværkerne og det gode samarbejde

De allersidste træelementer på WoodHub er ankommet til byggepladsen og den bærende konstruktion er rejst. Fredag 3. maj var der rejsegilde i Odense – en festdag, hvor håndværkernes indsats blev hædret.

10. maj 2024

–Et rejsegilde er en særlig mærkedag. Når vi i dag kan fejre, at den sidste del af bygningen nu er rejst i fuld højde, skyldes det hovedsageligt de mange dygtige bygningshåndværkere. Jeg vil gerne takke dem for det gode og veludførte arbejde i al slags vejr, udtaler Kristian Fuglsang Strøm, projektchef i Bygningsstyrelsen.

Som bygherre på projektet var Bygningsstyrelsen flot repræsenteret på dagen, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel og rejsegildekransen svajede fra en kran over det store træhus. Udover en stor tak til håndværkerne, lød der også rosende ord til projektets øvrige parter.

–Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til NCC, C.F. Møller og Artelia samt alle de involverede fra den statslige side for deres store arbejdsindsats, tilføjer Kristian Fuglsang Strøm.

Et referenceprojekt

Rejsegildet er traditionelt set håndværkernes fest, hvor man fejrer byggeriets fremskridt. Historisk har rejsegildet markeret en vigtig milepæl i byggefasen – nemlig at tagkonstruktionen eller den bærende konstruktion på en bygning står færdigopført.

Lars Ørvad, direktør for Byggeri Vest i NCC, benyttede mærkedagen til at sige et par ord om WoodHubs betydning som eksemplarisk og ambitiøst træbyggeri.
­–Vi føler os privilegerede over at være totalentreprenør på et projekt, hvor vi sætter et aftryk, vi kan være stolte af. På Odense by og på branchen. Især i de seneste år har læringskurven været virkelig stejl, fordi vi har udviklet løsninger, mens vi har bygget. I dag er en fejring af alle de kloge hoveder og hænder, som sikrer, at bygherrens visioner, arkitektens tegninger og ingeniørens beregninger bliver virkelighed, udtaler Lars Ørvad.

–WoodHub er noget helt særligt. Vi har her et projekt i træ, som vi er mange i NCC, der har ønsket os og glædet os til, før det faktisk kom i udbud. Takket være en bygherre med ambitioner og mod til at turde gå en ny vej, bliver dette nu realiseret her på Lerchesgade. WoodHub vil formegentlig være et referenceprojekt lang tid frem, understreger han tilfreds.

Træ i fokus

Sjakbajs ”Gubbi” (Lars Mortensen) lægger ikke skjul på, at Rejsegildet er en vigtig dag, og en mulighed for at anerkende det hårde arbejde, som håndværkerne udfører.
–Det er jo ikke hver dag, at vores arbejde bliver anerkendt på den her måde, og det er heller ikke hver dag, at man bliver nævnt i en tale, griner han.

Han fremhæver især omstillingen til træ som noget af det, der har gjort projektet spændende at være med på fra et håndværksfagligt perspektiv.  
–Det er helt klart træet, der har været det mest spændende for mig. Og jeg synes, vi har afleveret et pænt hus! Jeg synes, træet er blevet flot, med mange specielle detaljer, som jeg er stolt af, selvom det jo ikke er finsnedkeri som i gamle dage, fortæller Lars ”Gubbi” Mortensen.

Ved siden af ham står en kollega fra Argentina, der er kommet med i sjakket på WoodHub gennem initiativet Byg til Vækst, som er et samarbejde mellem ni fynske kommuner.

–Det er tilfredsstillende at se bygningen stå her i dag og vide, at det har man bidraget til. WoodHub er konstrueret af elementer, der sammensættes på en bestemt måde – næsten som Legoklodser. Det har været en lærerig og sjov proces, som også er enormt effektiv og nem at gå til, fortæller Valentín Ignacio Lopez.

Et kig mod fremtiden og en særlig hilsen

WoodHubs funktion og fremtidige brug er noget af det som arkitekt og partner i C. F. Møller, Thue Borgen Hasløv, lægger vægt på til rejsegildet.
–WoodHub er på mange måder et symbol på optimismen og den fremtid, vi alle sammen går i møde, både i forhold til funktion, fleksibilitet og arkitektur. Projektet sætter en ambition for, hvordan vi vil bygge i fremtidens Danmark, og udgør et stærkt visionært byggeri, som vi håber, vil skabe berigelse i folks liv.

Ligesom de øvrige projektpartnere, glæder han sig til at se det færdige resultat i 2025.

Og apropos WoodHubs fremtid, så gemmer der sig faktisk en særlig hilsen på 1. sal i bygning A. Man kan ikke se det med det blotte øje, men i bunden af en af de store træsøjler, under metalbeslaget, findes en såkaldt tidskapel, hvor der er indskrevet hilsner og opmuntrende ord fra forskellige medarbejdere på projektet. Hilsnerne giver udtryk for et varmt ønske om, at WoodHub vil bestå i mange år frem, og stammer fra et fagbesøg på træelementfabrikken i Østrig tilbage i marts.

LÆS OGSÅ:


WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser. 

Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i første halvdel af 2025.


Tekst: Siv Werner / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT