Landmåleren og totalstationen sørger for den nøjagtige og helt præcise fremdrift på WoodHub

Når man arbejder som landmåler på WoodHub, er intet for stort og intet for småt.
Bliver spunsen banket ned det rigtige sted?
Sidder facadeelementet, som det skal?

3. juli 2023

–Med mine målinger sikrer jeg i den indledende fase af et byggeri, at huset nu også kommer til at stå det sted, som tegningerne går ud fra. Mens byggeriet skrider frem, sørger jeg løbende for, at alt passer sammen – også når den mindste detalje skal placeres med millimeternøjagtigt, siger Rasmus Wittendorff Jensen, landmåler i NCC.

Den trebenede totalstation

På byggepladsen på Lerchesgade er han let at få øje på. Man kan kende ham på den lille controller, som nærmest klæber til ham typisk i hoftehøjde. Og et sted i nærheden står enhver landmålers tro følgesvend: den trebenede totalstation. Man kan sammenligne den med en avanceret afstands- og vinkelmåler.

–Inden jeg bevæger mig ud på selve byggepladsen, sidder jeg ved et skrivebord med en computer, som er udstyret med programmet AutoCAD. Det kan håndtere tegningerne fra arkitekterne og ingeniørerne, og ved hjælp af AutoCAD skaber jeg en fil til min controller, som jeg så har med mig rundt på pladsen, fortæller Rasmus Wittendorff Jensen og tilføjer, at der hele vejen rundt om byggepladsen er en lang række fikspunkter.

–Fikspunkterne gør det muligt at måle helt nøjagtigt, uanset hvor jeg befinder mig på pladsen. Totalstationen opdager af og til fejl, som det blotte øje ikke har fundet, og derfor er det et helt afgørende værktøj.

Det særlige ved jobbet

Han henter lidt inspiration fra ejendomsmæglerbranchen – dem med beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed – når han skal fortælle, hvad der præger jobbet som landmåler.

–Omhyggelighed, omhyggelighed, omhyggelighed. Hvis jeg overser en unøjagtighed, påvirker det de tolerancer, som findes i alle byggerier. Men tolerancerne er små, og vi ved jo godt, at der også senere i byggeriet kan opstå situationer, hvor vi har brug for netop tilstrækkeligt med tolerance. Derfor betyder det meget, at du undervejs undgår at spise for meget af tolerancen, forklarer han.

Søm og farver

På WoodHub placerer landmåleren sine små mærker og markeringer, de såkaldte afsætninger, forskellige steder på både træ og beton.

–Når jeg skal markere et vigtigt punkt på fx en træsøjle, så slår jeg blot et søm i og giver punktet en lille farvemarkering. Taler vi beton, borer jeg et hul og sætter et søm i. Vi ved jo, at fx de høje betonkerner på WoodHub står, hvor de skal, når vi taler kernernes bund. Men står kernen også, hvor den skal, hvis vi måler på den fire meter oppe? Det kontrollerer jeg så etage efter etage og sikrer på den måde, at kernerne kommer i lod. Du kan kalde det pertentligt og struktureret landmålerarbejde, siger Rasmus Wittendorff Jensen.

ÆS OGSÅ:


WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser. 

Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i første halvdel af 2025.


Tekst: Søren Egert / NXT // Dronefoto: Rasmus Wittendorff Jensen / NCC // Foto: Stine Skøtt Olesen  / NXT