Bygningsstyrelsen bød brugerne velkommen i deres nye hus

Anders Mærkedahl Pedersen, direktør i Bygningsstyrelsen, kom vidt omkring i en helt særlig åbningstale, da han på en solrig oktoberdag var med til at markere, at WoodHub officielt er taget i brug af de 1.600 brugere fordelt på otte statslige institutioner.

4. november 2025

–Baggrunden for, at vi i dag kan stå i denne fantastiske bygning, går mange år tilbage. Den gamle ejendom på denne adresse var med årene blevet for lille, og efter en række analyser og overvejelser blev det i 2020 endelig politisk besluttet, at der skulle bygges nyt, og at en række institutioner i Odense skulle samles her. I dag står vi så med et enestående, statsligt kontorknudepunkt, alle er stolte af. WoodHub blev fra første dag tænkt som et fyrtårnsprojekt, hvor træ skulle udgøre en central del af byggeriet. Det var velvidende, at bærende konstruktioner i træ ville udfordre markedet og hele entreprisen. Der er meget viden at hente – for eksempel i forhold til CO2-besparelserne, når man bygger i træ frem for den traditionelle og gængse metode med bærende elementer i beton og stål.

–Huset er skabt ud fra en ambition om at vise, hvordan træ kan være med til at reducere klimaaftrykket på nybyggeri, og hele byggeriet er derfor præget af nytænkning. Entreprenører, arkitekter, håndværkere, ingeniører og andre med byggefaglig interesse har fulgt levende med i det, der foregik på Lerchesgade fra 2021 og frem til i dag, sagde Anders Mærkedahl Pedersen og takkede NCC, C.F. Møller og Artelia for det gode samarbejde. Der gik også en særlig tak til de brugere, der via følgegruppen har hjulpet med at sætte rammerne for den vision, der nu skal leves.

Hensynet til brugerne

Direkte henvendt til WoodHubs mange brugere understregede han, at hensynet til dem har vejet særdeles tungt hele vejen igennem.

–Lad mig blot nævne bygningens MeetingHub, som på en god og effektiv måde binder bygningen sammen. Det er så at sige limen i vores flerbrugerhus, som giver et godt flow i arbejdsdagen. Desuden er der i planløsningerne og designet af kontorarealerne gjort stort set alt for at sikre, at alle medarbejdere får glæde af dagslyset. Alt i alt fremstår mulighederne for som medarbejder at føle sig godt tilpas særdeles overbevisende, lød det fra direktør i Bygningsstyrelsen, Anders Mærkedahl Pedersen. 

WoodHub danner skole

Lars Ørvad, direktør i NCC Building Vest, var som repræsentant for byggeriets totalentreprenør på nippet til at kalde dagen og begivenheden historisk.

–Normalt, når vi som entreprenører afleverer nøglen til et nybyggeri, bliver vi ikke inviteret, før vi igen skal udføre et stykke arbejde for bygherren. Men på en dag som i dag får vi lejlighed til at møde husets daglige brugere, og det glæder mig virkelig meget, at vi så hurtigt efter sidste arbejdsdag på WoodHub nu står her igen, kom det spontant fra en begejstret totalentreprenør.

–Vi befinder os i en meget speciel bygning, og alle grene af NCC har undervejs interesseret sig for det hus, hvor I nu har jeres daglige gang. Vi er stolte af resultatet, og jeg vil gerne minde om, at Bygningsstyrelsens visioner har dannet grundlag for det hele. Kompetencerne hos vores egne håndværkere og funktionærer kombineret med det arbejde, C.F. Møller og Artelia har udført, betyder, at WoodHub allerede nu er en bygning, der danner skole for byggebranchen, fastslog Lars Ørvad og gav udtryk for en lille misundelse.

–Når jeg går rundt her i bygningen på Lerchesgade kan jeg ikke lade være med at tænke på vores kontor på Sommervej i Aarhus. Det blegner fuldstændigt sammenholdt med de forhold, der hersker på WoodHub.

Kompetenceløft

Lars Ørvad kastede et tilbageskuende blik på selve arbejdet med at opføre WoodHub.

–Vi har flyttet vores virksomhed undervejs. Vi har flyttet byggebranchen, og vi har mødt en kæmpe stor interesse for at følge med i byggeriet. Bygningsstyrelsen har også kunnet spore interessen for videndeling.

–For at fastholde viden og fortsat udvikling af træbyggeri i Danmark oprettede vi i NCC et særligt Wood Academy. Sammenholdt med det fortrinlige samarbejde, der har været omkring hele byggeriet, har vi i NCC fået løftet vores kompetencer – både praktisk og teknisk. Og det er mit indtryk, at vores samarbejdspartnere har samme oplevelse, vurderede Lars Ørvad.


WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, der er opført med bærende konstruktioner i træ på Lerchesgade 35 i Odense. WoodHub er Danmarks hidtil største træsatsning med plads til 1.600 mennesker, som skal arbejde i de otte statslige institutioner, der flytter ind i 2025.


Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Tim Kildeborg Jensen