Så blev det markeret igen: WoodHub på Lerchesgade i Odense flytter grænser.
For byggeri, for materialevalg, for visioner, for arbejdspladser, for arkitektur.
10. juni 2025
Forleden afleverede totalentreprenøren NCC det 31.000 kvadratmeter store træhus til Bygningsstyrelsen, der som bygherre har svunget taktstokken og sørget for, at en lang række statslige styrelser nu hører hjemme i et hus, båret af træ og med plads til 1.600 arbejdspladser.

–Byggeriet handler ikke kun om at flytte arbejdspladser ind i smukke omgivelser her i Odense.
Det er også med til at flytte grænserne for, hvad vi anser for muligt, når vi bygger med omtanke for mennesker, klimaet og fremtiden, sagde Odenses socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, da han talte ved den officielle aflevering af byens nyeste kontorhus.
–Huset sætter nye standarder og kommer som et stærkt indspil til den grønne retning, vi ønsker, både når det gælder byudvikling, og når det drejer sig om samarbejde. Vi ønsker at gøre Odense mere attraktiv og levende, og nu står vi med et træhus, der understøtter vores ambition om at blive en grønnere og mere bæredygtig kommune ikke mindst i forhold til CO2-aftrykket. WoodHub forener ansvar og ambitioner.
–Jeg ser WoodHub som et pejlemærke, og med sin centrale placering medvirker huset til at gøre havneområdet til et topmoderne knudepunkt for innovation. Tak for det, kom det spontant fra borgmesteren.

Opnået i fællesskab
–Man kan med fuld ret kalde WoodHub for en af Danmarks største træsatsninger. Sådan spillede vi ud fra første færd, og undervejs holdt vi fast, og visse steder krævede vi endda endnu mere træ, fortalte projektchef i Bygningsstyrelsen, Kristian Fuglsang Strøm, da han på vegne af den statslige bygherre satte perspektiv på byggeriet i Odense.
–Man skal se kravene som et udtryk for, at vi ønsker at skubbe byggebranchen i en mere innovativ og bæredygtig retning. WoodHub er én måde at gøre det på, og når jeg i dag ser mig omkring i bygningen, glæder jeg mig over det, vi i fællesskab har opnået. Arkitekt, entreprenør, rådgiver, ingeniør og ikke mindst et stort antal dedikerede håndværkere og medarbejdere på selve byggepladsen kan se tilbage på et forløb, alle kan være stolte af.
–Byggebranchen som helhed har taget godt imod bygningen. Senest har WoodHub på konferencen Build in Wood modtaget prisen for Årets Lavemissions Træbyggeri, sagde en tilfreds projektchef.

De vigtige krav
–For fem år siden satte en kreds af visionære optimister sig sammen, og i dag bliver WoodHub så afleveret til Bygningsstyrelsen, kom det kort og præcist fra Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC, da træhuset på Lerchesgade blev afleveret til Bygningsstyrelsen.
–Vi var enige om at omfavne præmissen om ressourceknaphed og klimaforandringer. Vi skulle sætte en ny standard, der peger fremad i en tid, der byder på mange udfordringer til både byggeriet og til samfundet.
–NCC har eksperimenteret med træbyggeri i Danmark siden 2012, og vi har vidst, at brug af træ i bærende konstruktioner absolut er muligt. Med WoodHub fik vi for første gang muligheden for at vise det. Vi har brudt med de kendte normer i byggeriet og realiseret nytænkning på et helt praktisk plan. En så markant udvikling begynder med, at der bliver stillet krav, uanset om kravene kommer fra lovgiverne eller fra dem, der investerer. Tak til Bygningsstyrelsen for at stille kravene. De gav os mulighed for at vise, hvad vi rent faktisk kan, når min branche arbejder sammen, lød det fra Martin Manthorpe.


LÆS OGSÅ:
WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser.
Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i 2025.
Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT